Hallandsgårdens historie

Hallandsgården blev indviet d. 1. oktober 1975, efter initiativ fra Inger Kieler, der tidligere havde arbejdet i Hellebæk børnehave. Sammen med 4-5 andre startede hun arbejdet med at oprette Hallandsgården.

På det tidspunkt, var der kun to institutioner i Ålsgårde, nemlig Hellebæk børnehave og Ålsgårde Børnehave. Der var behov for endnu en god institution i byen. Den perfekte beliggenhed fandt man midt på Hallandsvej, hvor der på det tidspunkt kun lå en stor mark. Inger Kielers mand, Vagn Kieler var arkitekt og tegnede Hallandsgården, der stadig i store træk fremstår med den originale arkitektur, med få om-og tilbygninger.

I begyndelsen var der to børnehavegrupper med 20 børn samt en vuggestuegruppe med 16 børn, fordelt på to stuer. I kælderen indrettede man fritidshjem med plads til ca. 15 børn.

Hallandsgården har siden begyndelsen formået at følge med tiden og huset er tegnet så gennemtænkt, at lokalerne stadig skaber en perfekt tryg ramme for pasning af 80 børn hver eneste dag.

Inger Kielers øje for beliggenheden nyder vi også fortsat godt af. Marken og søen ligger der stadig og selv de helt små kan gå turen til Nordkysthallen. Ligeledes nyder skolegruppen godt af den korte afstand til Apperupskolen, hvilket er medvirkende til at overgangen fra børnehaveliv til skoleliv bliver glidende.

Har man børn både i skolen og børnehaven lettes hverdagslogistikken også væsentligt. Inger Kieler har i sandhed valgt det perfekte sted til Hallandsgården.