Kostpolitik

Sund ernæring har stor betydning for barnets trivsel og udvikling. For os handler det gode liv, bl.a. om god mad, smagsoplevelser og kvalitet i måltidet.

I det daglige er en sund kost vigtig for at give barnet energi til dagens udfordringer, og på lang sigt vil gode kostvaner have gavnlig virkning på sundheden og forebyggelsen af sygdomme. Børnene opholder sig mange af deres vågne timer i institution og indtager derfor også en stor del af deres måltider her. Derved får institutionen – i samarbejde med forældrene – et stort ansvar for den kost, barnet får, og for de kostvaner, der grundlægges i den tidlige barndom.

Vi arbejder med sund kost efter princippet: sund fornuft. Det betyder i vores institution, at der er forskel/balance mellem hverdag og fest (sund/usund). Forældre har mange meninger om sund kost. Gennem vores kostpolitik prøver vi, at tilgodese alle.

Spørgsmål omkring kosten i Hallandsgården

Har I spørgsmål eller vil I bare gerne have en opskrift, er i velkomne til at henvende jer til vores kok Christina Schau.

Mål

Institutionens mål er:

  • i samarbejde med forældrene at tilbyde børnene en sund, indbydende og varieret kost, som dækker det enkelte barns ernæringsmæssige behov for proteiner, kulhydrater og fedt

  • at følge de offentlige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen

  • at den mad der tilberedes i institutionen så vidt mulig er tilberedt med økologiske råvarer og afspejler årstidernes vekslen med så megen variation som muligt

  • at øge de økologiske råvarer med 10% pr. år

  • at sukkerindholdet i den daglige kost, begrænses til et minimum

  • at kosten og måltiderne har en pædagogisk funktion, fx ved at barnet kan udvikle sunde madvaner, eller ved at vi arbejder med de sociale aspekter omkring måltiderne

  • at grundlægge børnenes bevidsthed om sund og varieret kost

  • at sikre tilgængelig og opdateret kostinformation for både forældre og personale

  • at kostpolitikken kan være med til at støtte og inspirere forældrene i deres valg af sund mad.

Økologi

Vi køber så vidt mulig økologiske madvarer.

I vuggestuen er 65% af alle råvarer økologiske.

 

Diætkost

Diætkost er mad, som indgår i en behandling, fx hvis et barn har sukkersyge eller fødevareallergi/intolerance, som kræver, at enkelte fødevarer undlades i kosten.

Kostomlægning skal ske efter drøftelse med egen læge eller speciallæge. Vi skal have en skriftlig vejledning fra læge/speciallæge med anvisninger på hvilke hensyn, der skal tages i forhold til kosten.

Kulturtradition

Den mad vi tilbyder, skal give alle børn – uanset kulturel baggrund – lige mulighed for at spise sig mætte i et sundt, ernæringsrigtig måltid.

Forældre kan efter religiøs overbevisning fravælge bestemte fødevarer for deres børn.

Bestyrelsen kan løbende drøfte og aftale afvigelser i kosttilbudet i forhold til børnesammensætningen.

Måltider

Vi synes, det er vigtigt at gøre måltiderne så hyggelige som muligt.

Vi lægger vægt på, at der er tid og ro til at smage maden, snakke sammen om maden og om det, vi oplever hjemme og i institutionen, ja gøre det til en god oplevelse at sidde sammen omkring bordet.

Vi mener at samtale under måltidet, er en god måde at træne børnenes sprog på og samtidig udviser vi interesse for hinanden, hvilket bidrager til en fællesskabsfølelse omkring bordet.

I vuggestuen forventer vi, at barnet smager på maden, men respekterer også, når der er noget, de ikke bryder sig om.
Det er vigtigt, at de voksnes attitude til maden er positiv.

Mere om maden i vuggestuen

Mere om maden i børnehaven

I forbindelse med måltiderne øver børnene sig i:

  • at hjælpe med at dække bord og tælle de rigtige antal kopper m.m.

  • selv at smøre, øse/hælde op

  • selv at vurdere, hvor meget de kan spise

  • at sende maden videre til de andre og vente på, at det bliver deres tur

  • på en høflig måde at bede om det, de ikke selv kan nå

  • ikke at tale med mad i munden

  • at sidde på stolen, indtil de fleste er færdige med at spise

  • at rydde op efter sig selv, det vil sige at stille sin kop og tallerken på rullebordet og Madkassen i køleskabet. 

Madlavning som pædagogisk aktivitet

Husets kok vil, en gang om ugen sørge for, at madlavning med en gruppe børn i børnehaven bliver en sjov oplevelse for alle. Børnene får lov til at skrælle, pjaske, bage og koge. Opgaven er, at motivere børnene til at smage og prøve mere. Det er vigtigt, at børnene lære om gode råvarer, og hvad der er i maden. Det er ikke høj gastronomi, men en række simple opskrifter på mad, som de fleste små børn godt kan lide at spise, og som de kan være med til at lave.

Der er meget læring forbundet med madlavning. I Hallandsgården tager vi ansvaret på os og sørger for sund kost og sætter ligeledes fokus på måltidet. Her beror tilberedningen af maden og måltidet ikke på tilfældigheder, men på en helt bevidst pædagogisk strategi. Vi ønsker at stimulere børnenes interesse og lysten til at lære om mad og måske medvirke til, at inspirere jer til nye fælles madoplevelser med jeres børn.

Pædagogiske aktiviteter hvor maden og måltidet indgår:

  • Kokkeskole - Hver torsdag
  • Smørselv frokost – En gang om måneden i børnehaven
  • Bålsuppe – Første fredag i hver måned, hvor børnene er med til at tilberede de friske råvarer
  • Bagedage
  • Fællesspisning
  • Tema - Fra jord til bord
  • Højbede med krydderurter og jordbær
  • Æbleuge.

Mere om aktiviteter


Det Økologiske Spisemærke i Bronze

I Hallandsgården har vi Det Økologiske Spisemærke i Bronze. Det har vi kvalificeret os til, fordi vi benytter 30%-60% økologiske råvarer.

Mere om Det Økologiske Spisemærke
Kost

Kontakt

Vuggestuen

Solstuen: 49 28 43 10

Stjernestuen: 49 28 43 11

Månestuen: 49 28 43 12

 

Børnehaven

Uglestuen: 49 28 43 13

Grævlingestuen: 49 28 43 14

Muldvarpestuen: 49 28 43 15

 

Leder

Lotte Røpke: 25 31 12 00